Hjemmeside eller webshop?
Forskellen er ikke teknisk. Den er, hvor meget arbejde du selv får bagefter.
5 min. læsning
En webshop er ikke en hjemmeside med en kurv på. Det er et lille lager, et bogholderi og en kundeservice, der alle sammen skal passes. Den forskel opdager folk først, når shoppen står der.
Hvad en webshop koster dig efter lanceringen
- Varer skal vedligeholdes. Billeder, beskrivelser, priser, varianter, lagertal. Halvtreds varer er en eftermiddag hver måned. Fem hundrede er et job.
- Ordrer skal ekspederes. Pakkes, sendes, spores. Nogen skal gøre det, hver eneste dag der kommer en ordre.
- Returneringer. Danske forbrugere har 14 dages fortrydelsesret. Det er ikke en mulighed, det er loven, og det skal håndteres hver gang.
- Kunder skriver. "Hvor er min pakke?" kommer flere gange om ugen, så snart der er gang i den.
Ingen af delene er svære. De er bare der, hele tiden, og de forsvinder ikke fordi du har travlt med noget andet.
Når en almindelig hjemmeside er det rigtige
Hvis du sælger få ting til høje priser — eller sælger en ydelse frem for en vare — er en webshop ofte det forkerte værktøj.
En køber, der skal bruge 40.000 kr, vil tale med dig. Han vil ikke lægge i kurv. En side der forklarer hvad du kan, viser at du har gjort det før, og gør det nemt at skrive til dig, sælger bedre end en kurv nogensinde gor.
Og du kan sagtens tage imod betaling uden en shop: send en faktura med et betalingslink. Kunden betaler med kort eller MobilePay, du bogfører det, og du har sparet et helt system.
Når en webshop er det rigtige
- Du har mange varer, og folk ved på forhånd hvad de vil have
- Beløbene er små nok til, at ingen vil ringe først
- Du sælger det samme igen og igen — det kan automatiseres
- Du vil kunne sælge, mens du sover
Er tre af de fire sande, så byg shoppen. Er kun én sand, så vent.
Mellemvejen, folk overser
Start med en rigtig hjemmeside, og sæt få varer til salg — dine fem bedste. Så finder du ud af, om folk faktisk køber online, uden at have bygget et lager først.
Virker det, udvider vi. Virker det ikke, har du sparet 20.000 kr og en masse aftener.
Kort sagt
Spørg ikke "hvad skal jeg have bygget". Spørg "hvad vil jeg bruge en time om dagen på om et halvt år". Svaret på det andet giver svaret på det første.